Beredskabskonference 2025: Gladsaxe bliver kriseparat

Krisesituationer kræver en plan, derfor var mere end 80 virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunale aktører samlet i Gladsaxe d. 15 maj for at sætte fokus på beredskab.

Klokken lidt i otte ankom de første deltagere hos WORQ, hvor Gladsaxe Kommune og Gladsaxe Erhvervsby afholdte Beredskabskonference.

Virksomheder står overfor en ny virkelighed, hvor krisesituationer kræver, at alle tager ansvar, kender deres roller og samarbejder aktivt – før og hvis krisen opstår.

Borgmester Trine Græse åbnede ballet med en klar melding: “Danmark står over for det mest komplekse trusselsbillede siden Anden Verdenskrig. Det stiller nye krav til vores evne til at samarbejde og tage ansvar – både som kommune, virksomheder og borgere. Samfundets kritiske ressourcer skal bruges dér, hvor behovet er størst, derfor er det vigtigt at vi kan klare os selv i tre døgn.”

Herefter fulgte en aktuel og tankevækkende analyse af den globale sikkerhedssituation leveret af lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen. Fokus var på virksomhedernes rolle – både når det gælder forsyningskæder, produktion og cybersikkerhed – Peter Viggo gentog igen og igen – opfind ikke nyt i en krise, gør det I plejer at gøre!

Rasmus Storgaard Petersen, beredskabsdirektør i Beredskab Øst, satte ord på vigtigheden af at mobilisere samfundets ressourcer i en krisesituation – og ikke mindst, hvordan virksomheder kan være med til at sikre en hurtig tilbagevenden til normal drift, blandt andet ved at kunne klare sig selv.

Konferencen bød også på stærke praksiseksempler:
🔹 Ditte Therese Ekman Strecker fra Novafos delte viden om, hvordan de arbejder med beredskabsplanlægning inden for drikkevand, spildevand og IT.
🔹 Thomas Kudsk Jensen fra Aleris pegede på cybertruslen som en af de største risici – og hvordan de arbejder strategisk med forskellige sikkerhedsrammeværk.

Sidst men ikke mindst faciliterede Erhvervschef i Gladsaxe Kommune og leder af Gladsaxe Erhvervsby, Karen Brosbøl Wulf dialogen om, hvordan vi kan samarbejde på tværs af lokalområder, brancher, kompetencer og ressourcer.

Gode bud på temaer til næste dialog:
• NABO HJÆLP, deling af kompetencer og ressourcer på tværs af virksomheder
• VIDENSDELING, opbygge netværk på teknisk niveau, branche niveau
• DEFINERE ROLLER/ANSVAR, internt og dernæst med andre.

Gladsaxe opfordrer til tre konkrete skridt:

  1. Kortlæg jeres beredskab internt: Hvor er jeres kritiske funktioner og sårbarheder? Hvad har I brug for – og hvad kan I selv tilbyde ind med i en krise?
  2. Tag fat i jeres “naboer”: Hvem ligger omkring jer? Hvem har kompetencer, materiel eller kapacitet, som I kunne samarbejde om og med i en nødsituation?
  3. Hold fast i dialogen: Vi følger også op på interessen om temadialoger, geografisk orienterede netværk ,”nabo-hjælp”, videndeling på teknisk niveau og afklaring af roller og ansvar.

Vil du være med i det videre arbejde – eller har du spørgsmål? Så kontakt erhvervskonsulent Kirsten Voxtrup på kivope@gladsaxe.dk eller på mobil: 24 99 68 98.

Klik og se billeder fra dagen herunder: