Zealand Pharma vinder Klimakampen
Den lokale virksomhed Zealand Pharma har vundet Klimakampen. Stort tillykke!
Klimakampen er en landsdækkende konkurrence om at blive den mest klimavenlige arbejdsplads, hvor medarbejdere bliver inspireret til at træffe flere grønne valg i hverdagen ift mad-, transport- og energivaner og dermed spare CO2.
Zealand Pharma havde mange engagerede medarbejdere med i Klimakampen – og de har med deres adfærd vist, at de er de mest klimavenlige medarbejdere!
En anden af Gladsaxes lokale virksomheder Contura International gjorde det også godt og blev nr. 3. plads! Også stort tillykke til jer! Medarbejdere fra Gladsaxe Kommune har også deltaget i Klimakampen – men de klarede det ikke helt godt denne gang.
Klimakampen har skabt mange gode dialoger og interne konkurrencer og nudging af hinanden til at få cyklet på arbejde, ikke at spise kød til frokost mv.
Morten Lagstrøm, bæredygtighedschef i Zealand Pharma udtaler:
“Det har været fedt at være med i Klimakampen! Vi har ikke bare haft det sjovt og lært nye ting – det har også styrket fælleskabet for en god sag. Konkurrence elementet gør det hele ekstra spændende og vores kollegaer har virkeligt givet den gas. Vi er helt sikkert klar på at deltage igen – både for at støtte den vigtige sag og for at forsvare vores førsteplads!”
Klimakampen er meget relevant, da danskerne skal reducere deres CO2 forbrug fra 13 tons til 3 tons pr. person i 2030 for at holde sig under 1,5 °C global opvarmning!
I de 4 uger Klimakampen kørte sparede Zealand Pharma 0,22 tons, Contura International 0,19 tons og Gladsaxe Kommune 0,16 tons CO2 pr. deltager.
Lad os bruge inspirationen fra Klimakampen og fortsætte med at gøre en forskel – både på arbejdspladsen og privat!
Initiativet er startet af Bæredygtighedsgruppen i Gladsaxe Erhvervsby – et partnerskab for bæredygtig vækst og livskvalitet.
Tak til Ærø Kommune og LÆSØ KOMMUNE for kampen, samt til Nicolai Bloch Pedersen fra Klimakampen for at have udviklet et sjovt og engagerende initiativ.

